Bundgarnsfiskeriets teknologi

Bundgarnssystemer
Nye materialer til bundgarn
Bundgarnssystemer før og nu
Flyderad
Svenskerad
Bundgarnsrækkenes og bundgarnsstadernes navne

Bundgarnssystemer

Bundgarnene er gennem tiden undergået forskellige forbedringer, ligesom der er sket en udvikling mod større bundgarn og fiskeri på dybere vand.

I princippet består bundgarn af et ledegarn, eller en rad, der står vinkelret udfra kysten. Det har i dag en længde på 300-350 meter. Ledegarnet leder fiskene ud i hovedgarnet, der atter består af et forgarn og et hoved. Hovedet, der også kaldes ringen, er forsynet med bund af net. Det er denne der har givet bundgarnet sit navn, fordi man tidligere røgtede garnet ved at lukke for kalven, indgangen til ringen, og derefter samle alle fisk i en afsnøring af garnet.



I dag er ringen forsynet med 2-3 ruser. Når bundgarnet røgtes tømmes alene ruserne for deres indhold af ål og andre fisk. Det er ikke længere økonomisk rentabelt at røgte selve hovedgarnet.

Hvor bundgarn før ofte anvendtes til fiskeri efter sild og andre stimefisk, er bundgarnsfiskeriet i dag specialiseret mod fangst af ål. Denne udvikling startede omkring år 1900. Ål er i dag den eneste fiskeart, hvor kiloprisen stadig kan forsvare de store investeringer i pæle, garn, flåd og materialer til synk.



Ålegård
En gammel fangstindretning der principielt virker ligesom et moderne bundgarn. Ålegårde er i dag gået af brug, men blev meget anvendt på kyststrækninger, hvor strøm og specielt hårde bundforhold gjorde det umuligt at slå pæle.

Ålegårde er ofte forsynet forsynet med en gangbro således at ruserne yderst kan røgtes uden brug af båd.

Faste vidjeflettede fangstindretninger er et endnu ældre redskab, der ligner ålegården og som bl.a. kendes fra arkæologiske fund.

Nye materialer til bundgarn

Inde fra land syner bundgarnene ikke af meget, men ofte strækker de sig i flere kilometer lange rækker ud fra kysten. Bundgarn kræver meget vedligeholdelse, og har gennem de sidste 50-60 år undergået en betydelig udvikling.

Størst betydning er fremkomsten af stærke kunstfiber-materialer til erstatning for bomulds-garn, fra omkring 1960. Det betød at vedligeholdelse af bundgarnene blev lettere. Fiskerne kunne nu samtidig ophøre med den tidskrævende barkning og tjæring. Det var før nødven-dig for at hindre slid og nedbrydning af de gamle bomuldsbundgarn.


Bundgarnssystemer før og nu

Før 1940 blev der udelukkende fisket med bundgarn hvor raden dvs. ledegarnet, var ophængt på en enkelt pælerække, med 10-12 meters afstand mellem pælene. Overkanten af ledegarnet, oversimen, bestod af et stykke tovværk. Underkanten blev tynget ned mod hav-bunden af en kæde eller med sten.

Omkring 1940 indførtes en nyt system hvor ledegarnet, raden, var ophængt mellem pæle i en dobbeltrække. Ved Mosede stod pælene med en indbyrdes afstand på ca. 12 meter og med en tilsvarende afstand ind til ledegarnet.

Antallet af bundgarnspæle der nu skulle slås var det dobbelt af før,
ca. 75 til et bundgarn, men det nye system var stærkere, og det viste sig snart at bundgarnsrækker med dobbeltrad var velegnet de steder hvor vind i kombination med hård strøm sled bundgarnsraden mod pælene.

Flyderad

Omkring 1980 indførtes et nyt system, den såkaldte flyderad. Den dobbelte pælerække blev nu erstattet af fire styrepæle, og raden blev forsynet med flåd, der holdt ledegarnet flydende i overfladen. Selve ledegarnet blev udspændt mellem bundgarnets inderpæl og yderpæl med en kæde. Dette system anvendes stadig.

Svenskerad

Allerede omkring 1975 var der af svenske fiskere gjort forsøg med indførelse af egentlige flydegarn, hvor både rad og hovedgarn var forankret uden brug af bundgarnspæle. Klippegrund var årsagen til udviklingen af denne bundgarnstype, der består af et system bøjer der er forankret til havbunden.

I Danmark blev denne bundgarnstype omkring 1980 tilpasset de hjemlige bundforhold. Man udviklede et system med korte bundgarnspæle som pløkke. Disse stikker kun en halv meter op over havbunden, og behøver ikke at blive fjernet hvert år af hensyn til isen. Pløkkene står på hver side af bundgarnsraden i en afstand af 20 meter og med en tilsvarende afstand ind til flyderaden.
Med flydebundgarn udformet efter det svenske system fungerer pløkkene som fortøjningspunkter for bøjer, som igen via tovværk fastholder ledegarnet. Ved dette system tynges ledegarnet mod bunden af bly, der i form af klemmer fæstes til underkanten af garnet.

Alt peger på, at de fleste bundgarn, inklusiv selve bundgarnshovedet i løbet af en årrække vil være udformet efter dette system. Antallet af pæle der stikker op over havet vil blive yderligere reduceret. Til den tid vil bundgarnsrækkerne kun bestå af lange rækker af orangefarvede bøjer og flåd.
 

 


3/9 1996 Foto: Karsten Sedal.
En morgen i begyndelsen af september er et bundgarn blevet hentet fra oplagspladsen bag havnen. Ved hjælp af den hydraulisk drevne garnvinde på traktoren føres bundgarnet nu ombord på "Niels Juel". Fiskerne har travlt, månemørket nærmer sig. Alle garn skal være ude, når blankålene begynder at trække mod Sargossahavet i midten af september. Månemørket er periode hvor månen er i andet og tredie kvarter. Dvs. den periode mellem fuldmåne hvor månen er mindst eller helt borte.


16/7 1996 Foto: Karsten Sedal.
Det inderste bundgarn i Klinterækken, nord for Mosede Havn.
Det er et moderne bundgarn med flyderad, ledegarn, der står fortøjet med pløkker på havbunden. Forrest ses den midterste rusepæl, der er forsynet med sort flag som gennemsejlingsmærke. Bundgarnet har tre ruser.

Bundgarnsrækkenes og bundgarnsstadernes navne




Nogle navne viser rækkernes placering i forhold til stednavne eller bygninger inde på kysten. Andre beskriver bundforholdene. Det er rækker som "Det Hårde", hvor det var vanskeligt at ramme pælene i de tre inderste bundgarn. Her må fiskerne udsøge særlige slanke pæle. En anden, nu sløjfet bundgarnsrække, er "Revet" udenfor Mosede Havn.

Nogle rækker har navn efter den fisker der først etablerede bundgarnsstader det pågældende sted. Det er "Poulsrækken", "Mariusrækken", "Akselrækken" og "Hjalmarsrækken".

Sydhavnsfiskerne der har bundgarn i "Perlerækken" kaldes naturligvis perlefiskerne.

Normalt regnes bundgarnstaderne efter deres placering i den pågældende række inde fra land og ud, men enkelte af bundgarnsstaderne har også fået navne.

En del af overskuddet fra "Portvinsgarnet" går til god portvin. Jens Peter garnet er det inderste i Greverækken. I sin tid havde Jens Peter Olsen to garn stående derinde. Udenfor dette stod Hjalmer garnet, det tilhørte fisker Hjalmar Nielsen.

De næste to garn i Greverækken kaldes Lille Jørgen og blev i en menneskealder ejet af Jørgen Ramsfeldt. En fisker der kom fra Hvidovre.

 


Greve Museum, Fiskerne i Mosede Havn og Mosedeskolen i Greve, 1996. PageMaster: Alex Jankowski, 8. klasse, Mosedeskolen. januar 05, 1997.


 Til forside fiskeri

Kystarkiv.dk