Bundgarnssystemer
Nye materialer til bundgarn
Bundgarnssystemer før og nu
Flyderad
Svenskerad
Bundgarnsrækkenes og bundgarnsstadernes navne
Bundgarnene er gennem tiden undergået
forskellige forbedringer, ligesom der er sket en udvikling mod
større bundgarn og fiskeri på dybere vand.
I princippet består bundgarn af et ledegarn, eller en rad, der
står vinkelret udfra kysten. Det har i dag en længde på
300-350 meter. Ledegarnet leder fiskene ud i hovedgarnet, der
atter består af et forgarn og et hoved. Hovedet, der også
kaldes ringen, er forsynet med bund af net. Det er denne der har
givet bundgarnet sit navn, fordi man tidligere røgtede garnet
ved at lukke for kalven, indgangen til ringen, og derefter samle
alle fisk i en afsnøring af garnet.
I dag er ringen forsynet med 2-3 ruser. Når bundgarnet røgtes
tømmes alene ruserne for deres indhold af ål og andre fisk. Det
er ikke længere økonomisk rentabelt at røgte selve
hovedgarnet.
Hvor bundgarn før ofte anvendtes til fiskeri efter sild og andre
stimefisk, er bundgarnsfiskeriet i dag specialiseret mod fangst
af ål. Denne udvikling startede omkring år 1900. Ål er i dag
den eneste fiskeart, hvor kiloprisen stadig kan forsvare de store
investeringer i pæle, garn, flåd og materialer til synk.
Ålegård
En gammel fangstindretning der principielt virker ligesom et
moderne bundgarn. Ålegårde er i dag gået af brug, men blev
meget anvendt på kyststrækninger, hvor strøm og specielt
hårde bundforhold gjorde det umuligt at slå pæle.
Ålegårde er ofte forsynet forsynet med en gangbro således at
ruserne yderst kan røgtes uden brug af båd.
Faste vidjeflettede fangstindretninger er et endnu ældre
redskab, der ligner ålegården og som bl.a. kendes fra
arkæologiske fund.
Inde fra land syner bundgarnene ikke af meget,
men ofte strækker de sig i flere kilometer lange rækker ud fra
kysten. Bundgarn kræver meget vedligeholdelse, og har gennem de
sidste 50-60 år undergået en betydelig udvikling.
Størst betydning er fremkomsten af stærke kunstfiber-materialer
til erstatning for bomulds-garn, fra omkring 1960. Det betød at
vedligeholdelse af bundgarnene blev lettere. Fiskerne kunne nu
samtidig ophøre med den tidskrævende barkning og tjæring. Det
var før nødven-dig for at hindre slid og nedbrydning af de
gamle bomuldsbundgarn.
Før 1940 blev der udelukkende fisket med
bundgarn hvor raden dvs. ledegarnet, var ophængt på en enkelt
pælerække, med 10-12 meters afstand mellem pælene. Overkanten
af ledegarnet, oversimen, bestod af et stykke tovværk.
Underkanten blev tynget ned mod hav-bunden af en kæde eller med
sten.
Omkring 1940 indførtes en nyt system hvor ledegarnet, raden, var
ophængt mellem pæle i en dobbeltrække. Ved Mosede stod pælene
med en indbyrdes afstand på ca. 12 meter og med en tilsvarende
afstand ind til ledegarnet.
Antallet af bundgarnspæle der nu skulle slås var det dobbelt af
før,
ca. 75 til et bundgarn, men det nye system var stærkere, og det
viste sig snart at bundgarnsrækker med dobbeltrad var velegnet
de steder hvor vind i kombination med hård strøm sled
bundgarnsraden mod pælene.
Flyderad
Omkring 1980 indførtes et nyt system, den såkaldte flyderad.
Den dobbelte pælerække blev nu erstattet af fire styrepæle, og
raden blev forsynet med flåd, der holdt ledegarnet flydende i
overfladen. Selve ledegarnet blev udspændt mellem bundgarnets
inderpæl og yderpæl med en kæde. Dette system anvendes stadig.
Allerede omkring 1975 var der af svenske
fiskere gjort forsøg med indførelse af egentlige flydegarn,
hvor både rad og hovedgarn var forankret uden brug af
bundgarnspæle. Klippegrund var årsagen til udviklingen af denne
bundgarnstype, der består af et system bøjer der er forankret
til havbunden.
I Danmark blev denne bundgarnstype omkring 1980 tilpasset de
hjemlige bundforhold. Man udviklede et system med korte
bundgarnspæle som pløkke. Disse stikker kun en halv meter op
over havbunden, og behøver ikke at blive fjernet hvert år af
hensyn til isen. Pløkkene står på hver side af bundgarnsraden
i en afstand af 20 meter og med en tilsvarende afstand ind til
flyderaden.
Med flydebundgarn udformet efter det svenske system fungerer
pløkkene som fortøjningspunkter for bøjer, som igen via
tovværk fastholder ledegarnet. Ved dette system tynges
ledegarnet mod bunden af bly, der i form af klemmer fæstes til
underkanten af garnet.
Alt peger på, at de fleste bundgarn, inklusiv selve
bundgarnshovedet i løbet af en årrække vil være udformet
efter dette system. Antallet af pæle der stikker op over havet
vil blive yderligere reduceret. Til den tid vil
bundgarnsrækkerne kun bestå af lange rækker af orangefarvede
bøjer og flåd.
3/9 1996 Foto: Karsten Sedal.
En morgen i begyndelsen af september er et bundgarn blevet hentet
fra oplagspladsen bag havnen. Ved hjælp af den hydraulisk drevne
garnvinde på traktoren føres bundgarnet nu ombord på
"Niels Juel". Fiskerne har travlt, månemørket nærmer
sig. Alle garn skal være ude, når blankålene begynder at
trække mod Sargossahavet i midten af september. Månemørket er
periode hvor månen er i andet og tredie kvarter. Dvs. den
periode mellem fuldmåne hvor månen er mindst eller helt borte.
16/7 1996 Foto: Karsten Sedal.
Det inderste bundgarn i Klinterækken, nord for Mosede Havn.
Det er et moderne bundgarn med flyderad, ledegarn, der står
fortøjet med pløkker på havbunden. Forrest ses den midterste
rusepæl, der er forsynet med sort flag som gennemsejlingsmærke.
Bundgarnet har tre ruser.
Nogle navne viser rækkernes placering i forhold til stednavne
eller bygninger inde på kysten. Andre beskriver bundforholdene.
Det er rækker som "Det Hårde", hvor det var
vanskeligt at ramme pælene i de tre inderste bundgarn. Her må
fiskerne udsøge særlige slanke pæle. En anden, nu sløjfet
bundgarnsrække, er "Revet" udenfor Mosede Havn.
Nogle rækker har navn efter den fisker der først etablerede
bundgarnsstader det pågældende sted. Det er
"Poulsrækken", "Mariusrækken",
"Akselrækken" og "Hjalmarsrækken".
Sydhavnsfiskerne der har bundgarn i "Perlerækken"
kaldes naturligvis perlefiskerne.
Normalt regnes bundgarnstaderne efter deres placering i den
pågældende række inde fra land og ud, men enkelte af
bundgarnsstaderne har også fået navne.
En del af overskuddet fra "Portvinsgarnet" går til god
portvin. Jens Peter garnet er det inderste i Greverækken. I sin
tid havde Jens Peter Olsen to garn stående derinde. Udenfor
dette stod Hjalmer garnet, det tilhørte fisker Hjalmar Nielsen.
De næste to garn i Greverækken kaldes Lille Jørgen og blev i
en menneskealder ejet af Jørgen Ramsfeldt. En fisker der kom fra
Hvidovre.
Greve Museum, Fiskerne i Mosede Havn og Mosedeskolen i Greve, 1996. PageMaster: Alex Jankowski, 8. klasse, Mosedeskolen. januar 05, 1997.