Kystfiskere


I folketællingerne for Greve, Mosede og Hundige optræder i 1880 for første gang egentlige fiskere. En række familier står opført med fiskeri som hovederhverv.

Den tids fiskere har drevet fiskeri fra den åbne kyst. Bådene skulle søsættes og fangsterne landes på stranden. Det satte sine begrænsninger for fiskeriet, og for de første fiskerfamilier var det naturligt at supplere indtægterne med mindre jordbrug. Således bevaredes en vis tilknytning til jordbruget indtil op i 1920’erne, hvor fiskerierhvervets udvikling tog fart.

Omkring 1890 har der stået sildebundgarn langs kysten. Udfor Mosede har man også fisket hornfisk med garn og våd. Hovedparten af fangsterne er blevet afsat til den lokale befolkning.

Fisk var en højt skattet vare i landbosamfundet, og ferske fødevarer var sæsonbetonede. Oprindelig er bundgarn blevet brugt til fangst af "blankfisk" dvs. sild, makrel, torsk, hornfisk mm. Omkring århundredeskiftet gik saltet sild imidlertid af mode, og samtidig steg prisen på ål. Derfor blev bundgarnene forsynet med ruser og specialiseret mod fangst af ål.


En dag i 1940 hvor Jens Peter Olsen og Per Nilen var taget ud for at at røgte hovedgarnet, var der fyldt med fede hornfisk.

Johannes Olsen, var med den dag i august eller september, og fortæller hvordan det gik for sig: "Jeg var med ude at røgte, da far opdagede at et af bundgarnene var fyldt med hornfisk. Kalven blev lukket for at hindre fiskene i at slippe ud af bundgarnet, og far bad mig ro ind til land i en lille pram og få sendt bud til fiskegrosserer Robert Nielsen i København. Han skulle sende en lastvogn med fiskekasser."

For at bringe alle hornfiskene i land måtte Per Nilen og Jens Peter Olsen sejle flere gange ind til stranden med en fyldt røgtejolle. På stranden blev hornfiskene sorteret og lagt i kasser. På billedet skimtes Jens Peter Olsenes far bag Jens Peters hustru Olga Olsen.
Ialt var der 135 kasser hornfisk, men prisen var ikke så stor, kun 5 øre pr. kilo.

Fisker Jens Peter Olsens stejleplads ved det, der nu hedder Hans Olsens vej i Greve. Vejen er opkaldt efter Jens Peter Olsens far. I dag er der ingen spor efter at der indtil engang i 1960’erne har været drevet fiskeri fra kysten på dette sted.

De forskellige garn blev opbevaret i den tjærede hytte, og der sad Jens Peter Olsen hele vinteren og bødede og reparerede, syede kæde eller cementsten på underkanten af bundgarnene. Cementsten støbte man selv.
Foto fra 1940’erne.

Landing af fangst på kysten.
Dette er det eneste eksisterende foto der viser, hvordan fiskerne før i tiden landede deres fangst direkte på kysten. Det er Jens Peter Olsen og fiskesvend Per Nilen (Nielsen) der er kommet ind til kysten. Det bagerste rum mellem tofterne er fyldt med blankfisk, der nu skal bæres i land.

Jens Peter Olsen røgtede sine garn fra kysten og havde stejleplads ved Hans Olsens vej. Jens Peter Olsen vedblev at fiske fra stranden selv om Mosede Havn var blevet bygget i 1929.

Jens Peter Olsen havde 3-4 garnpladser ud for Greve Badehotel, og en overgang også et bundgarn udfor Strandlyst.

Fisker Jens Peter Olsen (1890 - 1968)
sammen med sin faste hjælper Per Nilen.

Jens Peter Olsen var søn af fisker Hans Olsen (1863 - 1942). Mens faderen både drev fiskeri og lidt jordbrug koncentrerede Jens Peter sig om fiskeriet.

Fra sin bolig ved stranden, ved den nuværende Hans Olsens vej, drev han bundgarnsfiskeri, satte rejeruser og fiskede med ålekroge om sommeren.

Hvert år Hjalp Jens Peter Olsen og fisker Hjalmar Nielsen hinanden med at slå og trække bundgarnspæle. I mange år brugte de Hjalmers motorbåd "Svanen". Senere købte Jens Peter motorbåden "Dana".

Jens Peter havde ry for at have gode ålebundgarn, og når han blev spurgt hvad han havde fanget svarede han altid: "Ja, jeg havde meget godt i dag, men ikke så godt som i forgårs og det var bedre end forleden dag!"

Engang blev han spurgt: "Hvor skal vi sætte vores kroge - inde under land eller ude i dybet for at der er flest ål?" Jens Peter svarede kort: "Ude i havet."

Først da Per Nilen døde, gik Jens Peter i kompagniskab med Hans Otto Pedersen og begyndte at fiske fra Mosede Havn.

Da var Jens Peter Olsen 68 år gammel.



Greve Museum, Fiskerne i Mosede Havn og Mosedeskolen i Greve, 1996. PageMaster: Alex Jankowski, 8. klasse, Mosedeskolen. januar 05, 1997.


 Til forside fiskeri

Kystarkiv.dk