[ Planter på stranden |
Strandens plantezoner |
Aktiviteter
på stranden ]
Floraens succession
Floraen på revlen er særpræget derved, at den har fået lov at udvikle sig uden
indgriben fra menneskets side. Man har her mulighed for på et overskueligt
område at iagttage en succession, dvs. en vegetationsudvikling hen imod en
stabil tilstand. Herunder afløser den ene artskombination den anden i takt med
vekslende økologiske forhold på voksestedet. Ved at bevæge sig fra de yderste
sandrevler, hvor der kun er spredt vegetation, mod den ældre del af revlen, ned.
rier e stabiliseret vegetation, kan man på nogle få 100 m bringes gennem
adskillige årtier.
Revlens opdeling i hovedafsnit
Ølsemagle revle kan deles i 3 hovedafsnit: 1) Den centrale del, som har været
stabil siden 1954, 2) Nordspidsen og 3) Sydspidsen.
Den centrale del
Den centrale del kan botanisk opdeles i plantezoner, der forløber som bånd
parallelle med højdekurverne, se fig. 9. Dette hænger sammen med, at de
forskellige plantesamfund stiller forskellige krav til voksestedets højde over
havoverfladen og i forskellig grad tåler oversvømmelse. Af fig. 9 ses, at der på
den centrale del er tale om 4 hovedzoner: l) Forstrand, II) Klit, a; hvid klit
og b: grå klit, III.) Strandeng og IV) strandrørsump, a: krybhvene og b:
strandkogleaks og tagrør
I det følgende vil jeg for hver enkelt zone i skematisk forrå redegøre for de
fysiske forhold og beskrive den plantevækst, som karakteriserer netop denne
zone. Beskrivelsen starter med den længst mod vest beliggende zone IV.
Zone IV: Strandrørsump
Zone IV b: Strandkogleaks og tagrør
Bredde: 10-100m
Højde over havoverflade: +10 til +30cm
Helt eller delvis dækket af havvand ca. 250 dage/år
De dominerende arter er her strandkogleaks (Scirpus maritimus) og tagrør (Phragraites
comraunis) og enkelte steder blågrøn kogleaks (Scirpus tabernaeraontani). Der
kan pletvis være iblandet arter som strand-asters (Aster tripolium) og
strand-mælde (A-triplex latifolia). På de højeste niveauer findes krybhvene (Agrostis
stolonifera).
Zone IV a : Krybhvene
Bredde: 0-10m
Højde over havoverflade: +30 til +40cin
Helt eller delvis dækket af havvand ca. 85 dage/år
Den dominerende art er her krybhvene (Agrostis stolonifera), med spredt
iblanding af mældearter (Atriplex) og strandtrehage (Trigldchin maritimura.) .
Zone III: Strandeng
Bredde: 10-70m
Højde over havoverflade: +40 til +80cm
Helt eller delvis dækket af havvand ca. 45 dage/år.
Den dominerende art er her rød svingel (Festuca rubra).
Zonen kan deles i en lavere våd del, og en højere mere tør del.
På den lave del danner rød svingel en ikke-blomstrende, sammenhængende, tyk og
mørkegrøn, grønsvær. Pletvis iblandet krybhvene og tagrør.
På den højere del danner rød svingel en blomstrende, lysegrøn flade rigeligt
iblandet andre arter, såsom:
ager-svinemælk (Sonchus arvensis),
sandkryb (Glaux raaritima)
rødtop (Odontites verna)
strandvejbred (Plantago raaritima)
alm. kvik (Agropyrura repens)
gåsepotentil (potentilla anserina)
hvidkløver (Trifoliun repens )
muse-vikke (Vicia cracca)
smalbladet kællingetand (Lotus tenuis) og
strandnialurt (Artemisia inaritirna)
Zone II: Klitten
Zone IIb; Den grå klit
Bredde: 5-30m
Højde over havoverflade: +80 til +180 cm
Delvis dækket af havet i gennemsnit l dag/år
Denne zone er revlens mest uensartede zone og samtidig den mest artsrige. På
ølsemagle revle findes omkring 60 forskellige blomsterplanter i denne sone.
Herudover findes mosser, laver og svampe. Vegetationen dækker ikke sandet
overalt.
Den dominerende art er her marehalm (Elynus arenarius). Af vigtige arter kan
følgende nævnes:
strand-kamille (Tanacetum vulgare)
lugtløs kamille (Katricaria inaritima)
sandstar \Carex arenaria)
engrapgræs (Poa pratensis)
alm. kvik (Agropyrum repens)
strand svingel (Festuca arundiriacea)
rød svingel (Pestuca rubra)
skov-hanekro (Galeopsis bifida)
skov-brandbæger ( Senecio silvaticus )
og vår-brandbrager (Senecio vernalis)
Meget markant er forekomsten af rynket' rose (Rosa rugosa), den findes på et
ganske bestemt niveau over havoverfladen, som kun nås af havvandet ved sjældent
forekommende kraftigt højvande.
Zone IIa: Den hvide klit
Bredde: 3-15 m
Højde over havoverflade:
Mod lagunesiden +180 cm
Mod kystsiden +150 cm
Maksimum højder: 200-230cm
De dominerende arter er her marehalm (Elymus arenarius) og østersø-hjælme (Ammophila
balticum).
Den hvide klit er stærkt udsat for vindens påvirkning, da vegetationen langt
fra dækker hele fladen. Hjælmen synes at være indvandret senere end marehalmen
og breder sig på dennes bekostning. Af vigtige arter kan i øvrigt nævnes:
sodaurt (Salsola kali)
strandsermep (Cakile maritiraa)
vårbrandbæger (Senecio vernalis)
rød svingel (Festuca rubra)
og strandarve (Honckenya peploides)
Zone I: Forstrand
Bredde: 10-20 m
Højde over havoverflade: O til +150crn
Fra klitfod til ca. +100 cm over havet er den dominerende art strandarve (Honckenya
peploides), som kan forme sammenhængende tæpper. Hist og her iblandet marehalm
og strand-kvik. Den øvrige del af forstranden er lom meget spredt bevokset af
forskellige mældearter og enårigt ukrudt eller kultiverede planter, som f.eks.
alm. byg og alm. havre.
For at illustrere plantezonernes afhængighed af højde over hav overfladen er i
fig. 10 vist 3 karakteristiske tværsnit gennem revlens plantebælter.
Tværsnittene er lagt i de på fig.9 viste linier 1, 2 og 3
Nord- og sydspidserne
Forstrandens vegetation minder meget om pionervegetationen på de nydannede
ender. Pionervegetationen er vandret hertil ad forskellige veje, spredt vha.
vind, vand og/eller fugle. Mange for stedet fremmedartede planter har kunnet
etablere sig lier, da konkurrencen mellem de forskellige arter under disse
forhold er stærkt nedsat.
Nord- og sydspidsernes plantesamfund er vist i detaljer på fig. 11 og fig. 12.
Romertallene I-1I-1II og IV refererer til. de under den "centrale del" i afsnit
5.2.1 omtalte zoner. ”C” er unge rød svingel arealer.
Jordbundsforholdene
Plantebælterne hører nøje sammen med jordbundsforholdene. Fig. 13 viser et
typisk tværsnit fra den "centrale dels" laguneside. Der er på figuren gjort rede
for jordbundsforholdene.
Jordbundens bestanddele.
Som tidligere nævnt er Ølsemagle revle opbygget udelukkende af sand, men i
årenes løb er der på visse steder udviklet et humuslag, hvis tykkelse varierer
fra O til 18 cm, afhængig af vegetationens stabilitet. (kilde:29) I klitrækken
er der så at sige ingen humus. De bedst udviklede humuslag findes i zoner med
rød svingel og krybhvene. I rørsumpen er der heller ikke typisk humus, men
derimod et dyndlag på 2-3 cm, bestående af fine sandskorn, planterester,
bakterier, diatoméer, encellede alger m.fl.
I humuslaget findes en lagdeling, hvor det øverste lag på 0-15 cm består af et
sammenhængende brunt rodfiltlag. I kryb-hvenezonen og den nedre del af rød
svingelzonen findes dernæst et tørvelag på ca. 3 cm, som er en mørkebrun
plastisk substans med højt vandindhold. Nederst findes et humusholdigt sandlag,
hvoraf de øverste 4-10 cm er lettere mørk t f arvet, som følge af organisk
materiale. Under dette lag kommer rent sand.
Jordbundens pH varierer med jordbundens bestanddele. De laveste pH-værdier
findes i tørvelaget med pH-værdier ned til 5,4, mens sandarealerne har de
højeste værdier omkring neutralpunktet 7,0.
Vegetationsudviklingen på Ølsemagle revle er indgående undersøgt af Palle
Gravesen og Peter Vestergaard. Resultatet er publiceret i "Vegetation of a
Danish Off-Shore Barrier Island", Botanisk Tidsskrift, 1969, 65. bind, og i
Peter Vestergaard "Odder og barreøer", Institut for Botanisk Økologi.
Desuden i Danmarks Natur bind 4: T. W. Bröcher: Klitvegetationen samt V. M.
Mikkelsen: Marsk, strandeng og strandsump.